Presse

Skolekampagnen kommer nu hele vejen rundt

Elspare-stafetten er sidste del af Elsparefondens Skolekampagne, der sætter fokus på elforbrug og elbesparelser på skolerne. Trivsel, læringsmiljø og økonomi går hånd i hånd med elbesparelser på landets skoler, hvor vi vurderer, at der i gennemsnit kan spares omkring 25 % af elregningen. Skolekampagnen startede i 2009 og arbejder sig frem gennem 3 faser:


Fase 1: Elbesparelser på dagsordnen i kommunen
Elsparefondens Skolekampagne sætter indledningsvis elbesparelser på skolerne på dagsordnen i kommunerne. Med en værktøjskasse til nøglepersoner i forvaltningen understøtter den arbejdet med at sætte mål, lave handlingsplaner og skabe forankring på tværs af forvaltninger og hos kommunens ledelse.


Fase 2: Elbesparelser og trivsel på skolerne
Her sætter vi fokus på at etablere samarbejde mellem skole og forvaltning med det formål at finde besparelserne ude på skolerne. Skolernes Værktøjskasse kan skabe overblik over situationen og grundlaget for at skabe konkrete forandringer – og dermed besparelser. Det kan f.eks. ske ved udskiftning af ventilation og belysningsanlæg.


Fase 3: Elbesparelser på skoleskemaet
I kampagnens 3. og sidste fase engagerer vi lærere og elever på skolerne i, hvordan de bruger og sparer el. Det sker med undervisningsmaterialet Elspare-stafetten. Materialet tager udgangspunkt i elevernes eget elforbrug i skolen og derhjemme og skaber refleksion over, hvordan de kan spare på strømmen. 


Desuden har vi udviklet et kampagnemateriale, der skal sætte elbesparelser på dagsordnen på skolen. Under temaet 'vi sparer el og starter med os selv' arbejder kampagnematerialet med værdifællesskabet og det personlige ansvar som motivation.

Skolekampagnens mål har effekt mange steder

  • Bedre trivsel, indeklima og læringsmiljø på skolerne
  • Store besparelser på skolernes elregninger
  • Hjælp til at knække kurven for kommunens elforbrug
  • Større engagement i skolens elforbrug hos elever og lærere
Læs mere om skolekampagnen på Elsparefondens hjemmeside